Til fastelavn var alle klædt ud, og vi måtte væbne os med tålmodighed og forståelse for hinanden når vi ventede på tur til at slå katten af tønden. 

Vi står ofte i kø, både ved rutchebanen, valg af mad, når overtøj osv. skal af. Vi skiftes til at være først og sidst, og alle ved, at ingen bliver snydt.

Jeg hjælper dagligt barnet med at sætte ord på dets føeleser, hjælpe dem med at forstå hvorfor hianden er kede af det, hvorfor man selv er ked af det, og hvad kan vi gøre for at blive glade igen. Efter trøst og kram, har de store opfanget at sutten er en absolut nødvendighed, og er dygtige til at finde denne. de sætter sig gerne ved det barn der er ked af det, og aer det på hovedet, giver det et kram og vi snakker om hvorfor barnet er ked af det. det hjælper til at forstå hvorfor, og hvordan vi gør det godt igen, det styrker deres empatiske side, og de styrker deres venskab og forståelse over den følelse som børn ser som et irritationsmoment. Jeg er sjælent alene om at trøste et barn, de andre viser deres omsorg på hver deres måde. 

året maritime dage blev skudt i gang af byens børn, både børnehaver, dagplejere og pasningsordninger stod sammen og fulgtes gennem byen i optog på vejen ned til fæstningen, hvor der var musik med børnesange.

Det var meget overvældende med så mange mennesker, og børnene holdte sig tæt sammen til dem de kender. De fandt også ud af at nye børn og voksne ikke altid er helt tosset, og vi alle passede på hianden. børnene mængede sig godt med de nye, og fandt ud af at selv om vi er mange, er trykhedsbasen altid bag dem, og som børnepasser har vi udviklet øjne i nakken 😉